I Nævnenes Hus, der er en styrelse under Erhvervsministeriet, er der ansat cirka 160 jurister samt omkring 30 jurastuderende. I regi af Nævnenes Hus findes i alt 18 domstolslignende nævn i form af både rekursnævn, disciplinærnævn og privatretlige tvistnævn. Hertil kommer, at Nævnenes Hus er klassisk klageinstans i forhold til afgørelser efter byggelovgivningen.
Nævnenes Hus spiller en vigtig rolle i den danske retsstat. Som medarbejder i Nævnenes Hus vil du derfor være med til at sikre retsstatens grundlæggende principper, herunder retssikkerhed og tillid til offentlige myndigheder i Danmark.
Nævnenes Hus er en unik arbejdsplads for dig som jurist – uanset om du er nyuddannet eller erfaren. Vi har nemlig samlet mange jurister og juridiske specialer under ét tag, hvilket betyder, at vores medarbejdere kan prøve kræfter med mange forskellige retsområder gennem deres karriere, afhængigt af faglige interesser. I hverdagen vil du indgå i et stærkt fagligt fællesskab, hvor vi lægger vægt på sparring og feedback. Hos Nævnenes Hus bliver du en del af et spændende fagligt arbejdsmiljø, som består af både mange unge kolleger og en del erfarne kollegaer samt nævnenes formænd, som både kan være landsdommere eller juridiske professorer. Herudover indgår Nævnenes Hus i et fagligt miljø med de andre juridiske arbejdspladser i Viborg, og der vil derfor også være mulighed at være en del af dette netværk og faglige miljø i Viborg. Du kan læse mere her.
I Nævnenes Hus lægger vi stor vægt på faglig og personlig udvikling. Derfor har alle medarbejdere løbende udviklingssamtaler med deres nærmeste leder, som tager udgangspunkt i en individuel udviklingsplan. Udviklingssamtalerne sætter fokus på dine faglige ambitioner på kort og langt sigt hvad enten dit ønske er at blive specialiseret inden for et retsområde, løse forretningsunderstøttende opgaver, prøve kræfter med ledelse eller noget helt fjerde.
Din hverdag i Nævnenes Hus vil være præget af godt samarbejde i dit team og på tværs af huset. Vi prioriterer nærværende ledelse, fleksibilitet og balance mellem arbejds- og privatliv, herunder gode muligheder for hjemmearbejde. Vi har en aktiv personaleforening samt bl.a. en cykel- og bogklub, som bidrager til et rigtig godt kollegialt fællesskab i huset.
Som ny medarbejder i Nævnenes Hus vil du gennemgå en grundig introduktion til dine nye arbejdsopgaver. Vi udarbejder et særligt tilrettelagt introduktionsprogram til dig, så du bliver klædt godt på til at indgå i hverdagen i Nævnenes Hus.
Vi er inddelt i fire områder – miljø og fødevarer, forbruger og erhverv, plan og energi og administrationen. I de fire områder behandles mange forskellige juridiske specialer, som spænder fra privatret til forvaltningsret, men også særlovgivningen inden for forskellige områder. Hvert fagområde er inddelt i mindre teams.
Uanset hvilket af vores juridiske fagområder du arbejder indenfor, vil du beskæftige dig med meningsfulde og samfundsrelevante juridiske problemstillinger. Du vil få udviklet dit juridiske håndværk og dygtiggøre dig i juridisk metode og sagsbehandling.
Fuldmægtig i Team Fødevarer
Mit team fungerer exceptionelt godt. Vi har et godt socialt sammenhold og samvær, og der er mulighed for faglig sparring på kryds og tværs.
Stedfortrædende formand i Miljø- og Fødevareklagenævnet
Jeg synes, at der er gode karrieremuligheder i Nævnenes Hus. Man kan eksempelvis starte som fuldmægtig og blive virkelig dygtig til sit fag og fagområde, og så kan man i samråd med sin leder arbejde i to retninger – en faglig ledelse eller en ledelse ledelse.
Chefkonsulent i Team Erhverv
Gennem arbejdet i Nævnenes Hus tilegner man sig en høj faglighed, gode samarbejdsevner og en produktivitet, som man altid kan bruge og videreudvikle.
Overvejer du at søge job i Nævnenes Hus, skal man være klar over, at man får faglige udfordringer fra dag ét, og man bliver en del af et fagligt fællesskab. Det er meget unikt at være så mange jurister samlet på ét sted og have en fælles opgave at løse, og det er en stor opgave, og derfor er man også nødt til at rykke sammen i bussen.