På denne side finder du whistleblowerordningen for Nævnenes Hus. Du kan bruge whistleblowerordningen til at gøre opmærksom på ulovlige eller kritisable forhold, der vedrører Nævnenes Hus
Du kan benytte whistleblowerordningen, hvis du er ansat eller tidligere har været ansat i Nævnenes Hus. Dette gælder også for ulønnede praktikanter. Du kan ligeledes benytte dig af ordningen, hvis du er samarbejdspartner, herunder underleverandør eller ansat hos en samarbejdspartner, som Nævnenes Hus har et samarbejde med.
Du kan henvende dig til whistleblowerordningen med følgende forhold:
- Overtrædelser af EU-retten
- Strafbare forhold
- Overtrædelser af lovgivningen
- Overtrædelser af forvaltningsretlige principper
- Grove eller gentagne overtrædelser af væsentlige interne retningslinjer
- Grove personrelaterede konflikter på arbejdspladsen
- Seksuel chikane
- Bevidst vildledning af borgere og samarbejdspartnere
Ovenstående forhold skal desudenenten knytte sig til Nævnenes Hus’ funktion som styrelseunder Erhvervsministeriet eller til Nævnenes Hus’ varetagelse af sekretariatsfunktionen for de uafhængige nævn.
Oplysninger om øvrige forhold eller forhold vedrørende andre myndigheder er ikke omfattet af ordningen.
Du bør altid have konkret viden eller begrundet mistanke om, at der er begået sådanne alvorlige forhold, inden du benytter dig af whistleblowerordningen.
Oplysninger til Nævnenes Hus whistleblowerordning sendes til whistleblowerordning vil udfyldelse af indberetningsformularen via dette link.
Nævnenes Hus’ whistleblowerordning giver mulighed for anonymt at indsende oplysninger om kritisable forhold til en betroet whistleblowerenhed, som kan undersøge forholdene nærmere. Via systemet kan du have en opfølgende dialog med whistleblowerenheden. Denne dialog er ligeledes anonym.
Nævnenes Hus’ whistleblowerenhed er forankret i den juridiske afdeling, og kun de betroede sagsbehandlere fra whistleblowerenheden kan tilgå din indberetning.
Hvis du sender oplysninger ind til whistleblowerordningen fra en computer, der er på Nævnenes Hus’ netværk, eller via linket til den digitale whistleblowerportal på Nævnenes Hus’ hjemmeside, vil dette kunne blive registreret som led i den almindelige logning af brugeraktiviteter på Nævnenes Hus’ netværk. Dette kan undgås ved at taste web-adressen https://em-nh.sit-wb.dk i en browser på en privat eller offentlig computer, der ikke er tilkoblet Nævnenes Hus’ netværk.
Herudover kan du anvende TOR browseren, som giver yderligere beskyttelse af anonymitet.
Hvis du ikke er komfortabel med at indberette direkte til Nævnenes Hus eller hvis du er i tvivl om, at din indberetning behandles objektivt af vores whistleblowerenhed, kan du alternativt foretage din indberetning til Datatilsynet, der forestår en ekstern og uafhængig whistleblower kanal.
Din henvendelse behandles af betroede medarbejdere i vores whistleblowerenhed. Vi kan have behov for at stille dig spørgsmål for at sikre, at sagen kan oplyses tilstrækkeligt til, at den kan behandles. Vi kommunikerer kun med dig via vores digitale whistleblowerportal.
Det er derfor vigtigt, at du følger med i sagen ved løbende at logge dig ind, og svare på eventuelle spørgsmål fra os.
Når du indsender indberetningen, får du på kvitteringsbilledet en 16-cifret kode. Denne kode skal du anvende for at tilgå din indberetning, og der er derfor vigtigt at du gemmer koden.
Mister du koden, mister vi muligheden for at kommunikere med dig.
Du er som whisteblower beskyttet mod repressalier, jf. lov om beskyttelse af whistleblowere.[1]
Beskyttelsen gælder kun, hvis følgende betingelser alle er opfyldte:
- Du, opfylder betingelserne for at være en whistleblower (se ovenfor)
- Du havde rimelig grund til at antage, at de indberettede oplysninger var korrekte på tidspunktet for indberetningen.
- De indberettede oplysninger henhører under whistleblowerlovens anvendelsesområde (se ovenfor).
Ved eventuelle spørgsmål eller lignende kan Nævnenes Hus’ whistleblowerenhed kontaktes på jura@naevneneshus.dk.
Nævnenes Hus gør opmærksom på, at det ikke er muligt at opretholde samme anonymitet og fortrolig ved henvendelser pr. mail, som ved kommunikation via whistleblowerportalen.
Det følger af whistleblowerlovens § 27, at Nævnenes Hus mindst en gang årligt skal offentliggøre oplysninger om sin virksomhed efter whistleblowerloven. Oplysningerne for 2023 findes i tabellen nedenfor.
Modtagende indberetninger |
Indberetninger der er realitetsbehandlet |
Afviste indberetninger |
Antal indberetninger, der har givet anledning til politianmeldelse |
||
3 |
1 |
2 |
0 |
Nævnenes Hus har modtaget tre indberetninger gennem ordningen. To af de tre indberetninger blev afvist, idet de ikke vedrørte forhold hos Nævnenes Hus. Nævnnes Hus har realitetsbehandlet den tredje indberetning, idet indberetningen kunne vedrøre en potentiel overtrædelse af lovgivningen.