Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere er en uafhængig administrativ klageinstans, der behandler klager over godkendte ejendomsmæglere og/eller ejendomsformidlingsvirksomheder, der har handlet i strid med sine forpligtelser i henhold til Lov om formidling af fast ejendom m.v. og god ejendomsmæglerskik.
For at indbringe en ejendomsmægler personligt, er det en forudsætning, at ejendomsmægleren er optaget i ejendomsmæglerregistret. Klager over personer, der ikke er registreret ejendomsmæglere, men som er omfattet af loven f.eks. rådgivere og udbydere, kan som udgangspunkt ikke behandles af nævnet og skal derfor indbringes for domstolene.
Nævnet behandler som udgangspunkt alle sager på et skriftligt grundlag.
Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere kan ikke give vejledende udtalelser eller yde rådgivning om, hvordan reglerne i Lov om formidling af fast ejendom m.v. eller god ejendomsmæglerskik skal forstås. Nævnet kan kun tage stilling til konkrete klager over godkendte ejendomsmæglere og/eller ejendomsformidlingsvirksomheder.
Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere er ikke kun et klagenævn, men skal medvirke til at opretholde en god disciplin og forretningsmoral blandt ejendomsmæglere samt ejendomsformidlingsvirksomheder og udstikke rammerne for god ejendomsmæglerskik. Vi skal derfor også varetage andre end klagerens interesser, herunder offentlighedens interesse i, at konstaterede lovovertrædelser påtales og sanktioneres. Disciplinærnævnet har derfor mulighed for, at tilskære/udvide en klagesag efter de oplysninger og undersøgelser, der er kommet frem under sagsbehandlingen.
Hvis en klager mister interessen for en sag under sagsbehandlingen eller trækker sin klage tilbage, betyder det ikke, at sagsbehandlingen automatisk stopper. Hvis en sag er rejst, og klagen er berettiget, har klageren ikke mulighed for at standse nævnets sagsbehandling. Hvis en klage tilbagekaldes, vil vi foretage en konkret vurdering af, om sagsbehandlingen skal forsætte.
Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere kan tildele advarsler og pålægge bøder til henholdsvis den enkelte ejendomsmægler og til ejendomsmæglervirksomheden. En ejendomsmægler kan pålægges en personlig bøde på op til 300.000 kr., mens ejendomsmæglervirksomheden kan pålægges en bøde på op til 750.000 kr. Bøderne tilfalder statskassen.
I tilfælde af grov eller gentagen forsømmelse, kan nævnet begrænse ejendomsmæglerens adgang til at udøve ejendomsformidling eller frakende ejendomsmægleren sin godkendelse som ejendomsmægler i en periode fra 6 måneder til 5 år eller indtil videre.
Du kan ikke indbringe afgørelser fra Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere for anden administrativ myndighed. Nævnets afgørelser kan indbringes for domstolene.
Du kan læse mere om, hvordan nævnet behandler og afgør sager i lovens kapitel 7 og i bekendtgørelsen om Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere.
Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere består af en landsdommer, en byretsdommer og 6 nævnsmedlemmer.
Læs mere om hvordan vi behandler dine personoplysninger i Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere