Energiklagenævnet har afsluttet behandlingen af Energistyrelsens afgørelse om vedtagelse af Plan for Program Energiø Bornholm med tilhørende strategisk miljøvurdering (SMV). Energiklagenævnet kan ikke give medhold i klagen over Energistyrelsens afgørelse af 13. maj 2024.
Sagen omhandler Energistyrelsens afgørelse om vedtagelse af Plan for Program Energiø Bornholm med tilhørende strategisk miljøvurdering (SMV). Plan for Program Energiø Bornholm består af havbaserede anlæg i Østersøen inklusive kabler, et landbaseret anlæg på Bornholm samt et landbaseret anlæg på Sjælland. Planen udpeger således bl.a. de nærmere arealer i Østersøen, der er reserveret til energiøen på Bornholm.
Afgørelsen er påklaget af en lokal forening, der bl.a. har gjort gældende, at dokumentationen for støj er utilstrækkelig, og at der mangler dokumentation for CO2-udledning. Endvidere har klager anført, at der mangler dokumentation for, hvilke konsekvenser ændringer af havstrømme vil have for udformningen og udviklingen af kysten samt de giftstoffer, der er i sedimentet i havbunden, som vil blive udløst ved etablering af fundamenterne.
Energiklagenævnet har ikke givet medhold i klagen. Energiklagenævnet har bl.a. lagt vægt på, at Energistyrelsen i miljørapporten har vurderet støjpåvirkningen fra havvindmøllerne efter bekendtgørelsen om støj fra vindmøller. Beregningsresultaterne er sammenlignet med de støjgrænser, som fremgår af bekendtgørelsen, og det forventes, at grænseværdierne vil kunne overholdes. Derudover er der i miljørapporten foretaget en beskrivelse af planens indvirkning i forhold til klima, herunder udledning af CO2. Energistyrelsen har i miljørapporten vurderet, at planen ikke vil medføre en væsentlig indvirkning på hverken kyststrækningen syd for Bornholm eller kyststrækningen i Køge Bugt. For så vidt angår påvirkningen af havbunden har Energiklagenævnet lagt vægt på, at det af miljørapporten fremgår, at påvirkningen af bundlevende fisk vil være begrænset, da det er et begrænset areal af blødbunden, der optages til vindmøllerne og erosionsbeskyttelse. I miljørapporten er det desuden beskrevet, at resuspension af sediment kan føre til frigørelse af miljøfremmede stoffer, der er gemt i sedimentet, men at størrelsen af sedimentspild vil være begrænset.
Afgørelsen kan læses i sin helhed her: https://ekn.naevneneshus.dk/afgoerelse/2f7493f7-b0cd-4b40-b634-73b85dc61746