Planklagenævnet har afgjort et sagskompleks vedrørende udvidelse af Aarhus Havn

Planklagenævnet har truffet afgørelse om at ophæve Aarhus Kommunes endelige vedtagelse af lokalplan nr. 1163 og kommuneplantillæg nr. 110 til kommuneplan 2017 med tilhørende miljørapport og sammenfattende redegørelse. Sagen omhandler Aarhus Kommunes planlægning og miljøvurdering for udvidelse af Aarhus Havn, herunder ved opfyldning af ca. 84 ha af søterritoriet.

Planklagenævnet ophævede planerne med tilhørende miljørapport, da planerne og miljørapporten lider af væsentlige retlige mangler. Ophævelsen skyldes tre forhold:

  • Kommuneplantillægget er ikke i overensstemmelse med planlovens regler om udlæg af arealer til byzone.
  • Kommunen ikke har godtgjort, at der er den fornødne særlige planlægningsmæssige og funktionelle begrundelse for kystnær lokalisering i forhold til den planlagte udvidelse af havnen.
  • Miljøvurderingslovens minimumskrav til en miljørapport ikke er opfyldt, da afgrænsningen af miljørapporten ikke er i overensstemmelse med miljøvurderingsloven.

Udlæg af arealer til byzone:

Planklagenævnet fandt, at kommuneplantillægget ikke er i overensstemmelse med planlovens regler om udlæg af arealer til byzone, da der ikke i forbindelse med kommuneplantillægget er lavet en behovsopgørelse i overensstemmelse med kravene i bekendtgørelsen om planlægning af byvækst.

Kystnærhedszonen

Planklagenævnet fandt, at kommunen ikke har godtgjort, at der er den fornødne særlige planlægningsmæssige og funktionelle begrundelse for kystnær lokalisering. Nævnet lagde vægt på, at kommunen ikke i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort nødvendigheden af størrelsen på planområdet, som omfatter et areal på ca. 84 ha.

Afgrænsning af miljørapporten

Planklagenævnet fandt, at afgrænsningen af miljørapporten er utilstrækkelig:

  • Da miljørapporten ikke omfatter forhold, der relaterer sig til bygge- og anlægsarbejder i forbindelse med etablering af erhvervshavnen (som skal finde sted på de indvundne arealer, efter at der er sket opfyld af søterritoriet).
  • I forhold til inddragelse af relevante miljøpåvirkninger på tidspunktet, hvor havnen er realiseret og i drift, idet miljørapporten alene omfatter temaer, der relaterer sig til landskab og visuelle forhold samt befolkningen og menneskers sundhed.

 

Nævnet vurderede desuden, at sandsynlige miljøpåvirkninger fra opfyld af arealer på søterritoriet efter omstændighederne skal indgå i en miljøvurdering på et mere overordnet niveau.

 

Læs afgørelsen, som nu er offentliggjort på Planklagenævnets afgørelsesportal her