Energiklagenævnet har nu afsluttet behandlingen af en række klager over Energistyrelsens afslag på forundersøgelsestilladelser til havvindmøllerparker. Energiklagenævnet ophæver og hjemviser Energistyrelsens afgørelser truffet i oktober og november 2023.
Sagerne omhandler Energistyrelsens afslag på ansøgninger om tilladelse til forundersøgelse til havvindmølleparker. Klagerne havde ansøgt om forundersøgelsestilladelse til oprettelse af havvindmølleparker under åben dør-ordningen.
Energiklagenævnet har i sagerne ophævet og hjemvist Energistyrelsens afgørelser om afslag, da Energistyrelsen ikke havde den fornødne hjemmel til at træffe de påklagede afgørelser med den anførte begrundelse. Energiklagenævnet finder blandt andet, at planmæssige forhold, herunder havplanen er et relevant og sagligt hensyn at inddrage ved den skønsmæssige vurdering af, om der skal meddeles afslag på forundersøgelsestilladelse efter VE-loven, men at dette hensyn ikke kan stå alene. Energiklagenævnet finder endvidere, at det efter havplanloven klart fremgår, at der ikke kan gives tilladelser, der vil være i strid med den gældende havplan, et forslag til en ny havplan eller forslag til ændringer af en havplan, der er offentliggjort af erhvervsministeren. Energiklagenævnet finder dog ikke, at bestemmelserne i havplanen kan forstås således, at der kun kan ansøges om forundersøgelsestilladelser til arealer, der allerede er udlagt til udviklingszoner for vedvarende energi i havplanen. Er et område i havplanen udlagt til andre formål, må det på baggrund af det konkrete projekt vurderes, om der er grundlag for at foretage en ændring af den eksisterende havplan eller en justering af det ansøgte projekt.
Energiklagenævnet fastslår endvidere, at Aftale om Danmarks Havplan af 7. juni 2023, som indgået mellem regeringen og Folketingets partier, ikke kan sidestilles med en offentliggjort ændring af havplanen eller et offentliggjort forslag til en ny havplan. Energiklagenævnet bemærker i øvrigt, at nævnet ikke finder, at der med Aftale om Danmarks Havplan udtrykkeligt er taget stilling til anvendelsen af de arealer, som klagerne i de påklagede afgørelser havde søgt om forundersøgelsestilladelse til.
Som eksempel kan afgørelsen i klagen fra Bornholms Havvind læses her: Energiklagenævnets afgørelse i sag 23/13053.