Her finder I vigtige og nyttige informationer, som I kan bruge, hvis en af jeres kunder klager til Mæglingsteamet for Forbrugerklager og Forbrugerklagenævnet.
Ved Mæglingsteamet for Forbrugerklager forsøger vi at hjælpe jer og køber med at finde en frivillig fælles løsning på sagen ved at invitere jer til et telefonisk mæglingsmøde.
Ved mæglingsmødet, som typisk varer 20-30 minutter, vil vi fungere som neutral mægler mellem jer og køber. Vi vil hjælpe jer og køber med at finde en fælles løsning, og vi vil under mødet kunne give jer generel vejledning om de forbrugerretlige regler. Ved Mæglingsteamet for Forbrugerklager vil vi ikke træffe en juridisk afgørelse i sagen.
Hvis I og køber bliver enige om en løsning, vil sagen blive afsluttet.
Hvis I og køber ikke bliver enige om en løsning, vil sagen blive afsluttet, og køber vil få mulighed for at klage til Forbrugerklagenævnet.
Hvis I og køber ikke har fundet en løsning ved Mæglingsteamet for Forbrugerklager, vil køber få mulighed for at klage til Forbrugerklagenævnet. Her vil der blive truffet en juridisk afgørelse i sagen.
Under sagsbehandlingen ved Forbrugerklagenævnet vil vi bede jer og køber om at sende alle oplysninger og dokumenter, som kan have betydning for Forbrugerklagenævnets vurdering af sagen. Det er typisk aftaledokumenter, kvitteringer, mail-korrespondancer mv.
I mange sager vil det være nødvendigt, at vi beder en fag- eller brancheekspert (sagkyndig) om at foretage en undersøgelse af varen eller ydelsen.
Forbrugerklagenævnet tillægger ekspertens vurdering meget stor betydning, når nævnet træffer afgørelse i sagerne.
I skal være opmærksomme på, at sagsbehandlingen ved Forbrugerklagenævnet er en skriftlig juridisk proces.
Det vil sige, at som udgangspunkt skal I kunne dokumentere (bevise), at I har ret skriftligt. Skriftlig dokumentation kan eksempelvis være e-mails, kvitteringer eller aftalevilkår.
Forbrugerklagenævnet kan ikke foretage vidneafhøringer, da det alene kan ske ved domstolene. Hvis en afgørelse i sagen kræver vidneforklaringer, vil sagen derfor ikke være egnet til behandling ved nævnet. Forbrugerklagenævnet kan heller ikke lægge vægt på skriftlige vidneforklaringer, herunder debatindlæg, opslag på sociale medier mv.
Hvis I og køber finder en løsning under sagens behandling ved Mæglingsteamet for Forbrugerklager, skal I ikke betale sagsomkostninger til Nævnenes Hus.
Hvis I og køber finder en løsning til købers fordel under sagens behandling ved Forbrugerklagenævnet, skal I betale 1.000 kr. i sagsomkostninger til Nævnenes Hus.
Hvis Forbrugerklagenævnet træffer en afgørelse til købers fordel, skal I betale 6.000 kr. i sagsomkostninger til Nævnenes Hus.
Hvis Forbrugerklagenævnet ikke træffer en afgørelse til købers fordel, skal I ikke betale sagsomkostninger til Nævnenes Hus.
Mæglingsteamet for Forbrugerklager og Forbrugerklagenævnet modtager og behandler sager via klageportalen for Nævnenes Hus. På klageportalen vil I kunne følge sagen og se alle sagens dokumenter.