Området varetager sekretariatsbetjening for 11 uafhængige, domstolslignende nævn, Byggeklageenheden samt Mæglingsteamet for Forbrugerklager, der mægler imellem forbrugere og erhvervsdrivende. De mange forskellige nævn og administrative enheder betyder, at vi arbejder med jura inden for en bred vifte af retsområder, og vi betjener både tvistnævn, disciplinærnævn og rekursnævn.
Fælles for opgaverne i området er, at de primært består i at modtage og forberede klagesager, udarbejde udkast til afgørelser samt forberede nævnsmøder og skriftlige voteringer. Derudover træffer sagsbehandlere i Byggeklageenheden afgørelse i byggesager, hvor kompetencen er tillagt Nævnenes Hus. Området håndterer desuden alle opgaver om aktindsigt, herunder både anmodninger om aktindsigt og klager over aktindsigt, for Nævnenes Hus og de nævn, der sekretariatsbetjenes herfra.
Området er inddelt i følgende teams: Team Plan, Team Byg, Team Forbrug og Team Erhverv & Aktindsigt.
Team Plan
Team Plan sekretariatsbetjener Planklagenævnet, som behandler klager over kommunernes afgørelser efter planloven, sommerhusloven, masteloven, kolonihaveloven og lov om forbud mod at bruge bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe.
De typiske klagesager i Team Plan omhandler blandt andet, hvorvidt et forhold er tilladt i henhold til lokalplanen, dispensationer fra lokalplaner, påbud, servitutter, § 14-forbud mod, at der etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan, erhvervsmæssig udlejning af sommerhuse og udlejningstilladelser til campingpladser, afgørelser vedrørende kolonihaveloven, helårsbeboelse i sommerhuse og ekspropriation efter planloven.
Teamet behandler også sager om udstykning, ændret anvendelse og opførelse af ny bebyggelse i landzone, herunder vurderinger af, om et forhold kræver landzonetilladelse, og om en sådan kan meddeles. Fælles for sagerne er, at de har stor betydning for samfundsudviklingen og for de berørte borgere.
Team Byg
Team Byg behandler klager over kommunernes afgørelser efter byggeloven og regler udstedt i medfør af byggeloven, herunder bl.a. bygningsreglementet.
De typiske klagesager i Team Byg omhandler blandt andet, om kommunen ved byggetilladelser har påset byggeretten og foretaget en tilstrækkelig helhedsvurdering, om kommunen har haft hjemmel til at give påbud om fysisk lovliggørelse, påbud om terrænregulering efter byggelovens § 13, standsningspåbud, påbud om skiltning, lys mv. og påbud om rømning. Derudover behandler teamet sager om, hvorvidt kommunen har haft hjemmel til at give dispensation eller afslag på dispensation efter byggelovens § 22 samt sager om byggesagsgebyrer.
Teamet behandler også afgørelser truffet efter skorstensfejerbekendtgørelsen, målerbekendtgørelsen og ladestanderbekendtgørelsen, som alle har hjemmel i byggeloven.
Team Forbrug
Team Forbrug betjener Mæglingsteamet for Forbrugerklager og Forbrugerklagenævnet.
Mæglingsteamet for Forbrugerklager arbejder med at finde løsninger på tvister inden for det formueretlige område ved at skabe dialog mellem parterne gennem mæglingsmøder. Hvis det ikke er muligt at nå til en løsning, kan forbrugeren klage videre til Forbrugerklagenævnet.
Forbrugerklagenævnet træffer juridiske afgørelser i tvister på det formueretlige område mellem forbrugere og erhvervsdrivende.
Team Erhverv og Aktindsigt
Teamet betjener Klagenævnet for Udbud, Erhvervsankenævnet, Ankenævnet for Patenter og Varemærker, Teleklagenævnet, Revisornævnet, Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere, Disciplinær- og Klagenævnet for Beskikkede Bygningssagkyndige samt Ankenævnet for Søfartsforhold.
• Klagenævnet for Udbud sikrer overholdelse af de udbudsretlige regler, når offentlige myndigheder udbyder kontrakter for betydelige milliardbeløb.
• Erhvervsankenævnet behandler klager over en række offentlige myndigheders afgørelser inden for erhvervsområdet og sikrer legaliteten af disse.
• Ankenævnet for Patenter og Varemærker behandler klager over afgørelser truffet af Patent- og Varemærkestyrelsen om blandt andet patenter, brugsmodeller, varemærker og design.
• Teleklagenævnet træffer afgørelser på teleområdet, herunder om markedsregulering, prisfastsættelse og forsyningspligt.
• Revisornævnet behandler sager om revisorers overholdelse af god revisorskik.
• Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere behandler sager om ejendomsmægleres overholdelse af god ejendomsmæglerskik.
• Disciplinær- og Klagenævnet for Beskikkede Bygningssagkyndige behandler klager over tilstandsrapporter udarbejdet efter huseftersynsordningen.
• Ankenævnet for Søfartsforhold behandler klager over blandt andet Søfartsstyrelsens afgørelser om bemanding og besætningsfastsættelse, afgørelser truffet af søfartslæger om søfarendes og fiskeres egnethed til skibstjeneste samt krav om ny lægeundersøgelse.
Derudover behandler teamet klager over afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven, offentlighedsloven og miljøoplysningsloven. Det omfatter blandt andet klager over afslag på aktindsigt, herunder undtagelse af interne dokumenter, oplysninger om drifts- eller forretningsforhold samt oplysninger af hensyn til landets sikkerhed eller rigets forsvar.
Området er kendetegnet ved, at vi behandler tvister inden for områder, der har stor betydning for samfundsudviklingen og de involverede parter. Vi har et stærkt fagligt miljø med engagerede og dygtige medarbejdere, hvor sparring og faglig feedback er en del af hverdagen. Vi arbejder i et uformelt miljø med en stærk fælles ansvarsfølelse for både opgaverne og de mål, vi skal nå.
Som sagsbehandler har du ansvaret for dine egne sager gennem hele processen – fra start til slut – men du står aldrig alene med opgaverne. Som ny medarbejder i huset får du en grundig oplæring, og du har en erfaren kollega, som du løbende kan sparre med om dine sager. I takt med din udvikling vil din sagsportefølje blive tilpasset, så du gradvist arbejder med mere varierede og komplekse sager. Vi lægger stor vægt på løbende feedback, som understøtter din faglige udvikling og styrker dit sagsbehandlerhåndværk, herunder evnen til at identificere sagens kerne og udarbejde klare og velbegrundede afgørelser.
Som erfaren jurist får du et større fagligt ansvar og varetager selvstændigt en portefølje af sager. Du har mulighed for at specialisere dig samtidig med, at du videreudvikler dine kompetencer. Derudover kan du påtage dig andre opgaver, f.eks. undervisning eller tværgående projektarbejde i huset.