Plan, Byg & Energi 

Områdets kerneopgave

Området betjener Byggeklageenheden samt de to uafhængige, domstolslignende nævn, Energiklagenævnet og Planklagenævnet. Fælles for opgaverne i området er, at de primært består i at modtage, forberede og udarbejde udkast til afgørelser samt forberede nævnsmøder og skriftlige voteringer på Planklagenævnet og Energiklagenævnets vegne. I Byggeklageenheden træffer sagsbehandlere i Nævnenes Hus selvstændigt afgørelse i sager på byggelovsområdet, hvor kompetencen til at behandle klager er tillagt Nævnenes Hus. Området behandler desuden alle opgaver vedrørende aktindsigt i Nævnenes Hus og de nævn, der sekretariatsbetjenes af Nævnenes Hus, herunder aktindsigtsanmodninger og klager over aktindsigt.

Teamfordelingen i området:

Området er inddelt i følgende teams: Team Plan, Team Byg og Aktindsigt samt Team Energi.

Team Plan

Team Plan sekretariatsbetjener Planklagenævnet, der behandler klager over kommunernes afgørelser efter planloven, sommerhusloven, masteloven, kolonihaveloven og lov om forbud mod at bruge bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe. 

De typiske klagesager i Team Plan omhandler, hvorvidt et forhold er tilladt i henhold til lokalplanen, dispensationer fra lokalplaner, påbud, servitutter, § 14-forbud mod at der etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan, erhvervsmæssig udlejning af sommerhuse og udlejningstilladelser til campingpladser, afgørelser vedrørende kolonihaveloven, helårsbeboelse i sommerhuse og ekspropriation efter planloven. Derudover behandler Team Plan klagesager vedrørende udstykning, ændret anvendelse og opførelse af ny bebyggelse i landzone herunder, hvorvidt forholdet kræver landzonetilladelse og om der i så fald kan gives landzonetilladelse. Fælles for klagesagerne i Team Plan er, at de har stor betydning for samfundsudviklingen og for de involverede borgere.

Team Byg og Aktindsigt

Team Byg og Aktindsigt behandler klager over kommunernes afgørelser efter byggeloven og regler udstedt i medfør af byggeloven, herunder bl.a. bygningsreglementet. Teamet behandler desuden klager over afgørelser om aktindsigt til Byggeklageenheden og de uafhængige nævn, der sekretariatsbetjenes af Nævnenes Hus samt alle anmodninger om aktindsigt.

De typiske klagesager i Team Byg og Aktindsigt omhandler, hvorvidt kommunen ved byggetilladelser har påset byggeretten og foretaget en tilstrækkelig helhedsvurdering, om kommunen har haft hjemmel til at give påbud om fysisk lovliggørelse, påbud om terrænregulering efter byggelovens § 13, standsningspåbud, påbud om skiltning, lys mv. og påbud om rømning, om kommunen har haft hjemmel til at give dispensation eller afslag på dispensation efter byggelovens § 22, om kommunen i forhold til byggesagsgebyrer har haft hjemmel til at opkræve gebyret og udspecificeret tidsforbruget tilstrækkeligt. Desuden behandles der afgørelser truffet efter skorstensfejerbekendtgørelsen, målerbekendtgørelsen og ladestanderbekendtgørelsen, som har hjemmel i byggeloven. Endeligt behandler Team Byg og Aktindsigt klager over afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven, offentlighedsloven og miljøoplysningsloven, herunder bl.a. klager over afgørelser om undtagelse af interne dokumenter, oplysninger om drifts- eller forretningsforhold, oplysninger af hensyn til rigets udenrigspolitiske sikkerhed. Fælles for klagesagerne i Team Byg og Aktindsigt er, at forvaltningsretten fylder særligt meget i sagsbehandlingen.

Team Energi

Team Energi sekretariatsbetjener Energiklagenævnet, der er et uafhængigt, domstolslignende nævn inden for energiområdet, der fungerer som øverste klagemyndighed for afgørelser truffet af bl.a. Energistyrelsen, Forsyningstilsynet og kommunerne. Energiklagenævnet behandler afgørelser efter bl.a. VE-loven, gasforsyningsloven, varmeforsyningsloven og elforsyningsloven, som eksempelvis omhandler etableringstilladelser til havvindmøller, afgørelser om energimærkning, tilsagn om pristillæg og sager om tilskud til energibesparelser. Derudover er det gennemgående for sagerne, at vi påser om førsteinstanserne har overholdt forvaltningsretlige regler og grundsætninger.

Områdets arbejdsmetode (det faglige miljø)

Området er kendetegnet ved, at vi løser tvister inden for områder, der har stor betydning for samfundsudviklingen og de involverede parter. I området er der et stærkt fagligt miljø med engagerede og dygtige medarbejdere, og der er derfor gode muligheder for bl.a. sparring og feedback. Vi arbejder i et uformelt miljø, hvor vi kommer hinanden ved, og vi tager et fælles ansvar for opgaverne og for de mål, vi skal nå.

Vi lægger stor vægt på, at du som sagsbehandler har ansvaret for egne sager gennem hele processen - fra start til slut - men du står aldrig alene med opgaverne. Som nyuddannet jurist eller jurist med få års erfaring vil du gennemgå en grundig oplæring, hvor du tilknyttes en erfaren kollega, som du kommer til at sparre med om sagerne. Dine første sager vil sikre, at du får en lærerig og udviklende første tid i Nævnenes Hus. Efterhånden som du kommer længere hen i din ansættelse, vil din sagsportefølje tage højde for din løbende udvikling, og dermed kommer du på sigt til at mestre forskellige sagstyper og kompleksiteter. Vi prioriterer feedback højt, således at du løbende udvikler dine faglige kompetencer og sagsbehandlerhåndværket, og du vil lære at finde ind til kernen af en sag og skrive gode sagsfremstillinger og begrundelser.

Som erfaren jurist vil du få et større fagligt ansvar og selvstændigt skulle varetage en portefølje af sager. Du har mulighed for at specialisere dig, samtidigt med at du videreudvikler dine kompetencer inden for den juridiske metode. Du har også mulighed for at påtage dig andre opgaver f.eks. undervisning eller projektarbejde på tværs af huset.

Områdechef i Plan, Byg & Energi, Malene Buus Christensen