Forbruger & Erhverv

Områdets kerneopgave

Området betjener række en række uafhængige, domstolslignende nævn på det forbrugerretlige og det erhvervsretlige område samt en mæglingsenhed, der mægler imellem forbrugere og erhvervsdrivende. Vi arbejder derfor med juraen inden for mange forskellige retsområder, ligesom vi betjener både tvistnævn, disciplinærnævn og rekursnævn. Der er altså rig mulighed for at arbejde med forskellige retsområder og forskelligartede juridiske opgaver.

Teaminddelingen i området

Området er inddelt i Team Forbrug og Team Erhverv.

I Team Erhverv betjenes:

  • Klagenævnet for Udbud, der sikrer overholdelse af de udbudsretlige regler, når offentlige myndigheder udbyder kontrakter for op til flere milliarder.
  • Erhvervsankenævnet, der sikrer legaliteten af en række offentlige myndigheders afgørelser inden for flere lovgivninger på erhvervsområdet
  • Ankenævnet for Patenter- og Varemærker, der behandler klager over afgørelser, der er truffet af Patent- og Varemærkestyrelsen om bl.a. patenter, brugsmodeller, varemærker, design osv.
  • Teleklagenævnet, der er et ankenævn og træffer afgørelse om f.eks. markedsregulering på teleområdet, prisfastsættelse i henhold til markedsregulering og forsyningspligt på teleområdet
  • Revisornævnet, der sikrer, at danske revisorer lever op til god revisorskik.
  • Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere, der sikrer, at danske ejendomsmæglere lever op til god ejendomsmæglerskik       
  • Disciplinær- og Klagenævnet for Beskikkede Bygningssagkyndige, der behandler klager over tilstandsrapporter, der er udfærdiget efter huseftersynsordningen.
  • Ankenævnet for Søfartsforhold, der er et ankenævn og træffer afgørelse om f.eks. Søfartsstyrelsens afgørelser om forhåndsfastsættelse og besætningsfatsættelse af skibe, afgørelser truffet af søfartslæger vedrørende søfarende og fiskeres egnethed til skibstjeneste, herunder søfartslægens afgørelse vedrørende den søfarendes syns- og høreevne og Søfartsstyrelsens afgørelser om, at en søfarende eller en fisker, der har gyldigt sundhedsbevis, skal gennemgå ny lægeundersøgelse hos en af Søfartsstyrelsen anvist læge.

Områdechef for Forbruger og Erhverv, Thomas Faust Ryborg

Områdets arbejdsmetode (det faglige miljø)

Området er kendetegnet ved, at vi løser tvister inden for områder af stor samfundsmæssig betydning. Både i Team Forbrug og Team Erhverv vil du blive en del af et fagligt kompetent team med engagerede kolleger, der vil give dig sparring og dele ud af deres viden. I begge teams er der rig mulighed for at få udviklet dine juridiske kompetencer. Vi arbejder i et uformelt og dialogbaseret miljø, hvor vi kommer hinanden ved og tager fælles ansvar for opgaverne og hinanden.

Vores faglige miljø er præget af kontinuerlig vidensdeling, både internt i form af regelmæssige møder og eksternt gennem deltagelse i konferencer og kurser. Vi lægger vægt på en åben og inddragende arbejdskultur, hvor hver medarbejders bidrag er værdifuldt, og hvor der er plads til både faglig og personlig udvikling.

Vores arbejdsmetode er kendetegnet ved en høj grad af specialiseret faglighed men også samarbejde på tværs af retsområder. Uanset team vil du indgå i et fagligt kompetencefællesskab med et fælles mål.

Du vil selv få ansvaret for at udarbejde udkast til afgørelser i sager inden for det formueretlige område og erhvervsjuridiske discipliner, som vil blive forelagt for nævnets formand eller det samlede nævn. Derudover vil du få ansvaret for den løbende sagsbehandling af de forskellige nævns sager, herunder indhente oplysninger, foretage høringer og korrespondance med sagens parter. Fra starten indgår du i et tæt samarbejde med de enkelte nævns formænd og næstformænd, som er landsdommere, om at sikre den juridiske kvalitet af nævnets afgørelser. Du får derfor muligheden for at lære af og sparre med nogle af landets mest kompetente juridiske praktikere.