Miljø- og Fødevareklagenævnet afholder besigtigelse og samtidigt offentligt møde i forbindelse med behandlingen af sagen om fredning af Denderup Vænge, Brødebækken mv. i Faxe Kommune og Næstved Kommune.
Fredningsnævnet for Sydsjælland, Møn, Lolland og Falster har truffet afgørelse om at gennemføre en fredning af et område på ca. 14 ha. Fredningssagen er rejst af Danmarks Naturfredningsforening og Næstved Kommune, der har foreslået fredning af et område på i alt ca. 306 ha. Formålet med fredningen er navnlig at sikre områdets naturmæssige værdier.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal tage stilling til fredningens gennemførelse og afgrænsning.
Besigtigelse og offentligt møde
Besigtigelsen og det samtidige offentlige møde finder sted onsdag den 10. juni 2026 kl. 09.00.
Mødested: Parkeringspladsen ved Denderupvej 21, 4690 Haslev.
Nævnet vil foretage besigtigelse til fods og fra bus. Deltagere i besigtigelsen sørger selv for transport i området.
Miljø- og Fødevareklagenævnets sekretariat skal venligst bede om tilmelding til Lenette Virenfeldt Teut på service@naevneneshus.dk senest onsdag den 3. juni 2026.