Besigtigelse og offentligt møde om fredning af Treldeskovene i Fredericia Kommune

Miljø- og Fødevareklagenævnet afholder besigtigelse og offentligt møde i forbindelse med behandlingen af sagen om fredning af Treldeskovene i Fredericia Kommune.

Fredningsnævnet for Sydjylland, nordlig del har truffet afgørelse om at gennemføre en fredning af et område på ca. 642 ha. Danmarks Naturfredningsforening og Fredericia Kommune har rejst fredningssagen navnlig for at sikre områdets naturværdier.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal tage stilling til, om området skal fredes. 

Besigtigelse

Besigtigelsen vil foregå over to dage og finder sted

tirsdag den 13. maj 2025 fra kl. 09.30

og

onsdag den 14. maj 2025 fra kl. 08.15

 

Mødested tirsdag: Parkeringspladsen ved Trelde Næs Avlsgård, Trelde Næsvej 290, 7000 Fredericia.

Mødested onsdag: Skullebjergvej 41, 7000 Fredericia.

Nævnet vil begge dage både foretage besigtigelse til fods og fra bus. Deltagere i besigtigelsen sørger selv for transport i området. Det er forventningen, at der vil være stor tilslutning til besigtigelsen. Af hensyn til afviklingen af besigtigelsen og til trafikken i fredningsområdet i øvrigt opfordrer sekretariatet til, at deltagere i besigtigelsen arrangerer samkørsel, i det omfang dette er muligt.

Offentligt møde

Onsdag den 14. maj 2025 kl. 13.00 afholder Miljø- og Fødevareklagenævnet offentligt møde. Mødet finder sted på Hotel Fuglsangcentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia

Miljø- og Fødevareklagenævnets sekretariat skal venligst bede om tilmelding til det offentlige møde på cbc@naevneneshus.dk senest den 5. maj 2025.