Sådan behandler nævnet jeres klage

Her finder du oplysninger om, hvordan Planklagenævnet behandler jeres klage.

Indledende behandling (screening)

Nævnet tager stilling til om:

  • nævnet har kompetence til at tage stilling til det, klageren har klaget over
  • klagefristen er overholdt
  • klageren er klageberettiget
  • klagen er egnet til at danne grundlag for behandling af sagen.

Dette sker typisk inden for 1-2 måneder fra videresendelsen af klagen til nævnet.

Nye oplysninger til sagen

Hvis der kommer nye oplysninger i sagen, så skal materialet straks uploades i klageportalen. Samtidig skal I sende kopi til klageren og eventuelle andre sagsparter og give dem en frist på 3 uger til at komme med bemærkninger til nævnet.

Hvis der opstår noget nyt i sagen – f.eks. at ansøgeren oplyser, at ansøgeren ikke ønsker eller kan realisere det projekt, der klages over – skal I også straks uploade det i klageportalen, da det kan betyde, at klagesagen bliver uaktuel. Det gælder også, hvis I f.eks. vedtager en ny lokalplan for området, som lovliggør et forhold, der er klaget over.

Mens sagen er under behandling i nævnet, kan I ikke tilbagekalde den afgørelse, der er klaget over. Finder I ud af, at der er sket fejl i forbindelse med afgørelsen, skal I i stedet uploade oplysninger om det i klageportalen. Herefter tager nævnet stilling til, om sagen skal hjemvises med det samme.

Aktindsigt i klagesagen

Mens sagen er under behandling i nævnet, skal eventuelle anmodninger om aktindsigt i sagen besvares af nævnet. I skal derfor videresende eventuelle aktindsigtsanmodninger til nævnet.