Når du har sendt en klage til Byggeklageenheden, undersøger vi først, om fristen for at klage er overholdt, og om du er berettiget til at klage. Vi ser også på, om klagen vedrører noget, som vi kan behandle.
Hvis betingelserne er opfyldt, sender vi din klage til kommunen og beder om en udtalelse. Vi beder også kommunen om at sende dig en kopi af udtalelsen.
Når kommunen har sendt udtalelsen til os med en kopi til dig, har du mulighed for at sende os dine bemærkninger til kommunens udtalelse. Du har en frist på 3 uger, efter modtagelse af kommunens udtalelse, til at indgive bemærkninger.
Hvis du er nabo, vil vi normalt skrive til bygherren eller ejeren af ejendommen, at du har klaget.
Når vi har alle de nødvendige oplysninger, træffer vi en afgørelse i sagen. Afgørelsen vil normalt gå ud på enten:
- at du ikke får ret i din klage, og vi stadfæster kommunens afgørelse eller
- at du får helt eller delvis ret i din klage. Vi hjemviser sagen til kommunen, som så skal træffe en ny afgørelse, eller også ændrer vi kommunens afgørelse