03-07-2019
Byfornyelsesnævnene

I det første halvår af 2019 har Byfornyelsesnævnene ikke truffet helt så mange afgørelser som forventet. Det skyldes, at der har været udfordringer med udpegning af nævnene.

Den udfordring er ved at være på plads nu, da der er udpeget nævn for regionerne Hovedstaden, Sjælland, Syddanmark samt Midtjylland, og Nordjylland følger snarest. Direktør i Nævnenes Hus Christian Lützen siger:

”Det er rigtigt godt, at vi nu har fået løst de udfordringer, som har spændt ben for processen, så vi igen fuldt ud kan bidrage til at løfte den vigtige opgave, Byfornyelsesnævnene har.”

Sekretariatet for Byfornyelsesnævnene har arbejdet på højtryk med at gennemgå og screene samtlige sager, så de er klar til at blive sendt til nævnene. Det arbejde, der nu venter, er den videre planlægning af nævnsmøder og besigtigelser, som forventes at starte op i august 2019.