Her finder du en oversigt over alle nævn i Nævnenes Hus. Inde på de enkelte nævns sider, finder du en forklaring af, hvilke typiske klager, nævnet kan behandle. Er du i tvivl om, hvilket nævn du skal henvende dig til, så læs mere ved at klikke dig ind på de enkelte nævn via oversigten nedenfor.
Nævnene er inddelt i fire kategorier: Forbruger, Erhverv, Miljø og Energi samt Sundhed.
Mæglingsteamet for Forbrugerklager og Forbrugerklagenævnet behandler klager over forbrugerkøb – dvs. klager over aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, som er indgået mellem en køber og en sælger.
Disciplinær- og klagenævnet for beskikkede bygningssagkyndige behandler klager over tilstandsrapporter, der er udfærdiget under huseftersynsordningen og gennemfører løbende kvalitetskontrol af tilstandsrapporter.
Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere er en uafhængig administrativ klageinstans, der behandler klager fra forbrugere over godkendte ejendomsmæglere.
Nævnet er en uafhængig domstolslignende klageinstans indenfor natur-, miljø-, landbrug-, fiskeri- og fødevareområdet. Nævnet er øverste klagemyndighed for afgørelser truffet af bl.a. Fødevare-, Fiskeri- og Landbrugsstyrelsen, Miljøstyrelsen og kommunerne.
Nævnet er klageinstans for afgørelser efter planloven, miljøvurderingsloven, sommerhusloven, masteloven, kolonihaveloven og lov om forbud mod at bruge bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe.
Byfornyelsesnævnene er øverste klageinstans for kommunernes afgørelser efter byfornyelsesloven.
Nævnet er øverste klageinstans for afgørelser truffet af bl.a. Energistyrelsen, Forsyningstilsynet og kommunerne indenfor energiområdet.
Nævnenes Hus behandler klager over kommunernes afgørelser efter byggeloven og regler udstedt i medfør af byggeloven.
Nævnet behandler klager over offentlige myndigheders overtrædelser af reglerne om EU-udbud af offentlige bygge- og anlægsarbejder, indkøb af varer og tjenesteydelser mv. samt klager over offentlige myndigheders overtrædelser af tilbudsloven.
Konkurrenceankenævnet behandler klager over afgørelser, truffet af Konkurrencerådet samt klager over afgørelser efter Lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold.
Teleklagenævnet behandler hovedsageligt klager over afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen om konkurrencemæssige forhold på teleområdet. Det er primært erhvervsdrivende, der kan klage.
Erhvervsankenævnet er en klageinstans, som behandler klager over administrative afgørelser i det omfang, det fastsættes ved lov eller i henhold til lov.
Vi behandler klager over afgørelser truffet af bl.a. Erhvervsstyrelsen, Finanstilsynet og Rejsegarantifonden.
Revisornævnet er en uafhængig administrativ klageinstans - et såkaldt domstolslignende klagenævn.
Ankenævnet behandler klager over afgørelser truffet af Patent- og Varemærkestyrelsen. Ankenævnets kompetence omfatter både juridiske og skønsmæssige spørgsmål.
Tvistighedsnævnets opgave er at afgøre sager om uenigheder mellem elev og praktikvirksomhed på erhvervsuddannelserne i forbindelse med elevens praktikophold i virksomheden.
Ankenævnet vedrørende Oplæringsvirksomheders opgave er at afgøre klager fra virksomheder, der ikke er blevet godkendt som praktikplads af det faglige udvalg.
Ankenævnet for Søfartsforhold behandler klager over afgørelser om bl.a. godkendelse af søfarendes sundhedsbevis eller sønæringsbevis, skibes besætningsfastsættelse og tilbageholdelse af fartøj i dansk farvand.